“Gamer-efterskolen” er en ny reportageserie til DR
En ny serie er i fuld produktion. Den følger en 10. klasse på Ølgod Efterskole, som har det tilfælles, at de er nogle af landets største talenter indenfor spillet Counterstrike.
Ølgod er så tæt på en rendyrket eliteskole man kan komme for unge spillere: Færdig med 9. klasse – nu handler det kun om CS og drømmen om at blive pro lever hos alle elever.
I løbet af de næste fire måneder, skal drengene forsøge at vinde 1. division i den eftertragtede Dusk2-liga. Det er her, der er mulighed for at blive scoutet af de store hold og hvor den professionelle tilværelse er indenfor rækkevidde.
Men serien kommer også til at handle om, hvordan det er at skulle være væk fra sine forældre og bo sammen med andre unge for første gang i ens liv. Hvordan klarer man alle de andre fag og livet på efterskolen, når det eneste man har lyst til er at dygtiggøre sig foran computeren.
Serien bliver på 15 afsnit og får premiere på DR-Ultra sent på efteråret.